Dødsshowet – af Chris Carter

Dødsshowet - af Chris CarterDødsshowet er femte bind i serien af Chris Carter, hvor vi igen følger kriminalassistent Hunter i endnu en spændende og veludtænkt krimi, som ikke overlader meget til fantasien. Chris Carter brillerer endnu engang med sin opfindsomhed og evne til at holde sine læsere fanget med de meste skræmmende og blodige detaljer.

Kriminalassistent Hunter har et problem og et stort et af slagsen. Han får et anonymt opkald som henviser ham til en særlig internetadresse. Denne hjemmeside er ikke hvilken som helst side, den er lavet specielt til Hunter. Han bliver tvunget til at tage nogle valg, for den udspekulerede morder vil have ham til at deltage i et spil og Hunter har ingen mulighed for at sige nej til det. Hunter må derefter se håbløst til, mens et ukendt offer bliver myrdet på grusomste vis.

Hunter og Garcia, som er hans partner, når ikke engang at få en efterforskning i gang før det næste anonyme opkald kommer med en ny internetadresse. Morderen har taget sit syge spil til nye højder og alle er inviteret til at spille med. Hvis du som læser har maven til at læse en god, men ret så voldelig krimi, så er det bestemt Dødsshowet du skal give dig i kast med.

Om forfatteren af bogen Dødsshowet

Chris Carter er født i Brasilien og er uddannet psykolog med speciale i kriminel adfærd. Desuden har han spillet i flere bands som guitarist. Han er nu bosat i London hvor han arbejder som fuldtidsforfatter. Carter har skrevet flere store krimiromaner og er kendt for sine særligt voldsomme psykologiske thrillers, som er fyldt med grusomme mord og blod.

se-tilbud

Kommentarer

  1. Endnu engang, har jeg siddet gennem en hel bog af Chris Carter og undret mig over hvordan det kan lade sig gøre at være så sindssygt opfindsom og fantasifuld. Der er nok nogen der vil mene, at Robert Hunter er lidt for dygtig til at regne ting og sager ud, men jeg er mere imponeret over Carters evne til at komme op med idéerne. Jeg fatter det simpelthen ikke. Manden må jo være intelligent til det ekstreme, for magen til gennemtænkte plots og mordmetoder der er så uhyggelige at man til tider næsten ikke kan holde ud at læse dem, er der kun få der mestrer. Dødsshowet er ingen undtagelse. Det er lige før jeg vil sige, at Chris Carter har overgået sig selv med denne her. Selve plottet er måske ikke mere snedigt end så mange andre, men morderen og hans iskolde og modbydelige mordmetoder, fik mig til at holde vejret og opleve en snert af kvalme flere gange.

    Chris Carters skrivestil er levende og let. Alle tankerne og samtalerne lyder realistiske og der er intet ligegyldigt udenomssnak. Bogen er bygget op med masser af små kapitler, som oftest slutter med et eller andet spændende, vi som læsere, er nødt til at følge op på med et kapitel mere.
    Selve mordene er beskrevet til mindste detalje, så intet er oveladt til læserens fantasi. Man skal ikke være sart, hvis man går igang med denne bog!

    Dødsshowet er 5 bog i serien om Robert Hunter og Carlos Garcia. Jeg synes dog sagtens man kan læse den uden at have læst de foregående bøger først, men dem må man altså ikke snyde sig selv for. Der er ikke mange der når op på siden af Chris Carter når det kommer til mord og uhyggelighed.

Skriv kommentar

*